Chiang Mai med børn – guide til oplevelser og praktiske tips

Fremragende 5 stjerner

Rejs til Chiang Mai med dine børn og åbn døren til et farverigt eventyr. Byens mange templer, områdets frodige natur og det rige kulturliv er nemlig ikke kun en enestående oplevelse for voksne, men er også en verden fuld af magi for børn. Forestil dig dine børn øjne, når de ser de gyldne templer skinne i solen, møder de venlige elefanter i den frodige jungle eller smager nye eksotiske frugter på et spændende gademarked.

En rejse til Chiang Mai er med andre ord ikke bare en ferie, men en oplevelse for livet. Det gælder især, når I rejser som familie. Du og dine børn vil vende hjem med unikke minder og ny indsigt i verdens mangfoldighed. Hvis det er første gang, hele familien skal introduceres for Asien, er netop Chiang Mai et oplagt valg. Her møder I autentisk thailandsk kultur med et kosmopolitisk strejf takket byens stigende popularitet som rejsemål. Læs videre og få tips til de bedste oplevelser og aktiviteter for børn i Chiang Mai, Thailands næststørste by.

Prøv tapperne ved Doi Suthep i Chiang Mai. Tag på drømmeferie med din rejsespecialist Thailand Tours
Naga-trapperne op til det hellige Doi Suthep

Oplevelser for børn i Chiang Mai

Uanset om I rejser med småbørn, der måske bare skal have tingene i et roligt tempo, eller med teenagere, som også gerne vil have et ord med, når ferien planlægges, kan I godt glæde jer til en oplevelsesrig familierejse til Chiang Mai.

Templer i børnehøjde

Chiang Mai er kendt som “Templernes By”, og dem skal I selvfølgelig tage jer god tid til at udforske. For børn er det en magisk oplevelse at besøge de smukke templer, der både skinner i gyldne nuancer og er fyldt med flotte udsmykninger.

Der er talrige templer inde i den gamle bydel, men også uden for byen. Det kan for eksempel anbefales at tage en tur op til Wat Phra That Doi Suthep, som ligger på et bjerg med en fantastisk udsigt over byen. Her kan børn, der skal brænde energi af, tage den ikoniske trappe op til templet. Der møder de farverige drage-statuer og bedeklokker, som de kan prøve at ringe med. Selv hvis de ikke er så interesseret i stedets historie og buddhismen, er det en fornøjelse at se deres øjne lyse op, mens de udforsker templers mystiske gange og detaljerede udsmykninger.

Regnskov Chiang Mai
En tur ind i den frodige regnskov nær byen gør stort indtryk på både børn og voksne.

Naturen kalder – børnevenlige oplevelser i Mae Sa-dalen og Doi Inthanon

Hvis I er en familie, der elsker at være aktive i ferien, er Chiang Mais omgivelser ideelle til fælles eventyr. Mae Sa-dalen lige nord for byen er et oplagt sted for lette vandreture, hvor børnene kan opleve Thailands smukke natur tæt på. Tag dem med på opdagelse ved de små vandfald, hvor de kan spotte farverige sommerfugle og duftende blomster. Dalen gemmer også hyggelige små landsbyer med caféer, hvor I kan tage en velfortjent pause.

Hvis eksotiske naturoplevelser står højt på ønskelisten for familieferien, er Doi Inthanon Nationalpark også et must. Her kan I udforske Thailands højeste bjerg og vandre ad børnevenlige stier, der leder til imponerende vandfald som Wachirathan. Det er et perfekt sted for de små, der gerne vil lege opdagelsesrejsende. Undervejs kan de bruge lang tid på at kigge efter parkens mange eksotiske fugle og insekter, mens I sammen nyder den friske bjergluft.

Elefantreservater – kom tæt på junglens kæmper

Særligt når du rejser til Chiang Mai med børn, er en anden, næsten obligatorisk naturoplevelse at møde de majestætiske elefanter. Sørg blot for at vælge et elefantreservat med omhu. Der findes heldigvis etisk forsvarlige elefantreservater i Chiang Mai, hvor børnene kan møde og lære om disse fantastiske dyr på en respektfuld måde. I disse reservater kan I opleve elefanterne i deres naturlige omgivelser og eventuelt hjælpe med at fodre dem og med at bade dem i floden. Det er en oplevelse, der ikke kun er mindeværdig for børnene, men også en mulighed for at lære mere om dyrevelfærd og respekt for naturen.

Chiang Mais markeder – sanseoplevelser for hele familien

Chiang Mai er kendt for sine farverige og livlige markeder, som er en sanseoplevelse for både voksne og børn. Gå for eksempel en tur på Sunday Walking Street Market i hjertet af den gamle bydel. Ethvert barn vil elske at udforske boderne, der er fyldt med lokalt håndværk, legetøj, kunstværker og street-food. Her kan I smage på alt fra søde pandekager til eksotiske frugter. Der er altid mange nye indtryk at forholde sig til på et livligt marked. Særligt med mindre børn er det måske bedst at planlægge besøget tidligt på aftenen, hvor markederne endnu ikke er helt oppe i omdrejninger og fyldt med mennesker. Men selv et marked der lige er ved at vågne og komme i gang, er det en oplevelse I ikke må gå glip af.

Når det kommer til maden, er Chiang Mais markeder en fantastisk mulighed for at introducere børnene til det lokale køkken på en sjov og tryg måde. Lad dem smage små, lokale retter som khanom krok (koksnudel-pandekager) eller sprøde spring rolls. Der er også masser af børnevenlige muligheder som mango sticky rice og friske frugtsmoothies. Børnene kan se, hvordan maden tilberedes lige foran dem, og kan spørge til de forskellige ingredienser.

Hvis de ikke er alt for kræsne, er markederne en oplagt chance for at få nye smagsoplevelser – der skal som regel ikke ret meget overtalelse til også at få familiens små til at smage på pad thai med friske limebåde og knasende jordnødder på toppen eller en mild kokos-curry. Mange markeder har også live-musik og optrædener, der skaber en hyggelig atmosfære og gør det til en sjov aften for hele familien.

Sjov og leg i vandlande og adventure-parker

Når temperaturen stiger, er det dejligt at vide, at der findes små vandlande og adventure-parker i og omkring Chiang Mai. Her er noget for børn i alle aldre! I kan for eksempel besøge Grand Canyon Water Park, der har oppustelige forhindringsbaner på vandet, rutsjebaner og sikre badeområder for de mindste. For de mere eventyrlystne børn (og voksne) tilbyder Chiang Mai også steder, hvor I kan prøve kræfter med svævebaner og rebbaner i trætoppene. Det er sjove aktiviteter, som uden tvivl vil få pulsen op og give masser af grin og jubel.

Far og søn på madmarked i Thailand
Hele familien kan udforske de spændende madboder på markederne.

Rejs let med børn til Chiang Mai: Tips til en stressfri tur

Selvom Thailand er et eksotisk rejsemål, hvor mange ting er anderledes end du er vant til, er det også langt hen ad vejen genkendeligt som et moderne land, der har alt det, I kan få brug for i løbet af ferien. Hvad enten det er nye bleer fra den nærmeste 7-Eleven, restauranter med børnevenlige menuer eller veludstyrede apoteker.

Chiang Mai er landets næststørste by, men er ikke en kæmpe, pulserende metropol på samme måde, som Bangkok er. Netop derfor fremhæves Chiang Mai ofte som et mere børnevenligt valg. Med en smule forberedelse kan hele familien få en skøn rejseoplevelse her.

Klimaanlæg og skyggepauser

Høje temperaturer kan være en udfordring for børn, især hvis I rejser i de varmeste måneder (marts og april). Sørg for at tage hyppige pauser i byens skyggefulde områder og for at børnene får nok at drikke. Den lille Buak Haad Park i den gamle bydel er bare ét af mange grønne områder, hvor I kan tage et hvil. Her er legeplads og fisk i dammen. Derudover er et godt tip i varmen, at mange restauranter og shoppingcentre i Chiang Mai har klimaanlæg. De kan derfor også være et kærkomment afbræk fra varmen. Sørg også for at have en hat og solcreme med til børnene, så de er godt beskyttet mod solen.

Mad og drikke

Gadekøkkenerne og restauranterne, der serverer klassiske thairetter, er en fantastisk kilde til store oplevelser og nye smagsindtryk. Men hvis I rejser med børn, der ind imellem foretrækker mere velkendt mad, er der også masser af muligheder. I Chiang Mai er det nemlig ikke svært at finde spisesteder, der serverer de traditionelle retter med et vestligt twist eller internationale favoritter som pizza, pasta og burgere, som børnene kender hjemmefra.

Offentlig transport og udflugter med børn

Chiang Mai er en by, hvor det er nemt at bevæge sig rundt. Det er dog ikke til at komme uden om, at lige som i andre større byer i Thailand kan trafikken være hektisk og kræver, at I holder styr på tropperne. Bor I inde i den gamle bymidte, kan I dog trygt gå rundt til det meste.

Selvom der er busser i Chiang Mai, er udvalget af linjer stadig begrænset. Rygraden i den offentlige transport består stadig af taxier, songthaews og tuk-tuks. Det er måske ikke altid den mest komfortable transportform, men en tur med en traditionel tuk-tuk er en sjov oplevelse for de fleste børn. Vil I tage på længere udflugter ud af byen, er det i princippet muligt selv at køre en lejebil. Endnu bedre er det dog at hyre en bil med privat chauffør. Så har I samme fleksibilitet til at tilpasse turen efter børnenes behov og slipper for selv at sidde bag rattet.

Børnelegeland i Chiang Mai med sjov rutsjebane og farverigt boldbassin
Der er et godt udvalg af børnevenlige hoteller i Chiang Mai.

Med et væld af oplevelser, der passer til både store og små, er Chiang Mai altså et glimrende valg til en familieferie fyldt med eventyr, kultur og afslapning. Så pak kufferterne og gør jer klar til en rejse, I vil huske tilbage på i mange år. Start dog med at tjekke vores udvalg af familievenlige hoteller i Chiang Mai, der giver jer en perfekt ramme om ferien.

Scroll to Top