Glæd dig til et kulinarisk eventyr på din rejse til Thailand. Her kan du give smagssanserne frie tøjler. Fra de summende gader i Bangkok til de dejlige strande på Phuket, venter der dig overalt kulinariske oplevelser, der vil stå tilbage som nogle af de bedste minder fra rejsen. I det thailandske køkken er maden en symfoni af velsmagende retter, hvor sødt, surt, salt og stærkt danser sammen i hver eneste mundfuld.
Forestil dig duftene fra de mange mange gadekøkkener, hvor wokpanderne syder og skaber magi. Her møder du klassikere som Pad Thai, en ret med stegte nudler, der perfekt balancerer det søde med det syrlige, og det stærke med det salte. Men den thailandske madkultur er langt mere end stegte risnudler og den populære Pad Thai. Du kan fordybe dig i et utal af curry-retter, fra den blide og aromatiske grønne curry til den kraftfulde røde curry, der får sveden til at springe.
Din rejse gennem Thailands køkken vil være en udforskning af lokale markeder, hyggelige gadekøkkener, og stemningsfulde restauranter. Hver bid af thailandsk mad er sin egen historie, hver skål et helt eventyr.
Gadekøkkener – Hjertet af Thailands madkultur
Når du vandrer ned ad Thailands pulserende gader, vil du hurtigt opdage, at gadekøkkenerne er meget mere end blot et sted at spise – de er et omdrejningspunkt for lokalsamfundet og et udstillingsvindue for de mest klassiske retter. Du vil forstå, hvorfor Thailands gadekøkkener er berømte i hele verden for deres autenticitet, friskhed og uforlignelige smag.
Især Bangkok er berømt for sin ‘street food’ med boder i et utal af gader og markeder. Her løber du aldrig tør for nye smagoplevelser. Men også populære feriesteder som for eksempel Khao Lak, Krabi og Phuket vrimler med gadekøkkener, der byder på friske, smagfulde retter. Hvis du vil, kan du sagtens spise alle feriens måltider her.
Det er ofte ved disse interimistiske spisesteder, at du får de mest autentiske udgaver af klassikere som Pad Thai. De tilberedes foran dig, hvor du kan vælge dit favorit-tilbehør. Prøv også de saftige Satay-spyd, der er marineret i krydrede saucer og grillede til perfektion. De serveres normalt med en cremet jordnøddesauce. For de mere eventyrlystne er der muligheder som Som Tam, en stærk og frisk papayasalat, der kan tilpasses efter smag og krydderi-niveau.
Udover at være utroligt velsmagende, er det også fra gadekøkkenerne du får nogle af det billigste måltider på rejsen til Thailand. De er derfor en oplagt mulighed for at prøve en bred vifte af retter uden at belaste feriebudgettet. Det er samtidig en unik chance for at interagere med lokalbefolkningen. Du vil nemlig hurtigt opdage, at mange gadekøkkener også er en social oplevelse. Her samles folk for at spise, snakke og nyde livet.
Retter du skal prøve på rejsen til Thailand
På din rejse til Thailand er der visse retter, som du simpelthen ikke må gå glip af. Disse klassiskere, som serveres både fra gadekøkkener og fine restauranter, er essensen af det thailandske køkken med deres smage og unikke karakter. Mange rejsende får øjnene – og smagsløgene – op for helt nye råvarer og krydderier, som dermed bliver en del af vestlig mad.
- Som Tam: Denne berømte grønne papayasalat har en forfriskende blanding af sødme, surhed, salt og stærke smage. Den består af strimlet grøn papaya, blandet med tomater, bønner, peanuts, tamarind, lime og ofte en god portion chili. Som Tam er en eksplosion af smag i hver bid og en favorit i hele Thailand.
- Tom Yum Goong: Denne ikoniske krydrede rejesuppe er en sand symfoni af smag. Med dens bund af citrongræs, galangal, limeblade, og ofte tilsat frisk chili og kokosmælk, balancerer den det syrlige og stærke på en måde, der definerer thailandsk madlavning.
- Pad Thai: En af de mest kendte thailandske retter internationalt. Pad Thai er en stegt nudelret, der kombinerer bløde risnudler med æg, tofu, rejer eller kylling, og tilsættes en sød-syrlig tamarindsauce. Den serveres ofte med et drys af knuste peanuts og frisk lime.
- Khao Pad: En enkel, men smagfuld ret. Khao Pad er thailandsk stegte ris (fried rice). Denne ret tilberedes med en række forskellige ingredienser, som kylling, skaldyr eller grøntsager, og suppleres ofte med æg, løg og nogle gange ananas for en sød kontrast.
- Laab: En krydret salat fra det nordøstlige Thailand. Laab er lavet med hakket kød (kylling, oksekød, svinekød eller and) og krydret med lime, chili, fiskesauce, og friske urter som mynte. Det er både aromatisk og intens, og serveres ofte med klæbrig ris.
- Kao Niew Ma Muang: Også kendt som ‘Mango sticky rice’. En populær thailandsk dessert af sød, klæbrig ris toppet med saftig, moden mango og en rig, cremet kokosmælkssauce, hvilket skaber en himmelsk kombination af smage og teksturer.
Dette er bare et lille udpluk af de utallige retter, som venter dig på rejsen til Thailand. Selvom udvalget af retter på menuen måske kan virke stort og uoverskueligt, vil du i løbet af ferien opdage, at de fleste faktisk er variationer over nogle de samme temaer. De fleste retter kan overordnet inddeles i fried rice, curry-retter, supper eller salater (inkluderer ofte en form for kød).
Er thailandsk mad stærkt krydret?
Mange af de thailandske retter tilberedes med gavmild brug af frisk og tørret chili og andre stærke krydderier, der kan få sveden til at springe frem på panden. Er du ikke så vild med stærk mad, kan du dog sagtens finde retter som er mildt krydret.
Retter som ‘Som Tam’ (grøn papayasalat) og ‘Tom Yum Goong’ (krydret rejesuppe) er blandt de mere krydrede og kan være ret intense for dem, der ikke er vant til stærk mad. ‘Gaeng Daeng’ (rød curry) og ‘Gaeng Keow Wan’ (grøn curry) er også kendt for deres kraftige krydderi, men intensiteten kan variere afhængigt af, hvordan de er tilberedt.
Hvis du foretrækker mildere retter, kan du gå efter ‘Pad Thai’, der er mere sød end krydret, eller ‘Khao Pad’, som typisk er mildere i smagen. ‘Massaman Curry’ er en anden god mulighed for dig med sarte smagsløg, da den er rig på smag men generelt mindre krydret end andre thailandske curries. ‘Tom Kha Gai’ (kyllingesuppe med kokosmælk) er også et fremragende valg for dig, der ønsker at nyde de komplekse smage af thailandsk mad uden den stærke krydderi.
Mange restauranter og gadekøkkener spørger om dit foretrukne krydderiniveau. Der er ingen skam i at bede om en mild udgave. Prøv med topping af ristede peanuts, som giver et lækkert crunch til flere forskellige retter.
Madlavningskurser i det thailandske køkken
En af de mest berigende og underholdende måder at dykke ned i det thailandske køkken er at deltage i et madlavningskursus. Disse kurser, som tilbydes mange steder i Thailand lige fra Bangkok til de mindre ferieområder, er ikke kun en chance for at lære at tilberede autentiske thailandske retter. Du får også indsigt i de kulturelle traditioner og teknikker, der ligger bag de smagfulde kreationer.
Nogle kurser varer blot et par timer, mens du på andre bruger det meste af en dag. Der er desuden kurser for alle niveauer, fra begyndere til mere erfarne madentusiaster. Så selv hvis du ikke er hjemmevant i et køkken, kan et af disse kurser i at tilberede autentiske thairetter varmt anbefales.
Ofte starter I med en fælles tur til et lokalt marked, hvor underviseren vil vise, hvordan du udvælger de rigtige og mest friske ingredienser. Det er en unik mulighed for at blive mere fortrolig med lokale frugter, grøntsager og krydderier.
Under selve madlavningsdelen får du også kyndig vejledning og når typisk at tilberede flere retter. Det kan være alt fra klassiske retter som ‘Pad Thai’ og ‘Green Curry’ til mere regionsspecifikke specialiteter. Underviseren vil også dele tips og tricks, som du kan tage med hjem og bruge i dit eget køkken.
Til sidst får du selvfølgelig lov til at nyde frugterne af dit arbejde. Efter madlavningen samles deltagerne således normalt for at spise sammen. Det er hyggeligt og en god chance for at udveksle tips om seværdigheder og attraktioner i området med de andre kursister.
Vil du stifte nærmere bekendtskab med det thailandske køkken inden din ferie, finder du mange gode og autentiske Thai restauranter overalt i Danmark. Du kan jo også vælge at tage et madlavnings kursus i Danmark, de udbydes b.la. af FOF og Meyers.
Etikette ved bordet i Thailand
I Thailand spises maden typisk med gaffel og ske. Du holder skeen i din højre hånd, som er det primære redskab til at spise med, mens gaflen kun bruges til at skubbe maden op på skeen. Brug af spisepinde er begrænset til nudelsupper og retter inspireret af østasiatisk køkken. Hvis du prøver den klæbrige ris (sticky rice), der er almindelig i det nordøstlige Isaan-område, spises denne traditionelt med højre hånd, mens dette gælder ikke for almindelig jasminris.
Ved et traditionelt thailandsk måltid deles man om retterne. Alle ved bordet får deres egen tallerken med ris og en lille suppeskål, men alle andre retter placeres på midten af bordet, og du er fri til at spise, som du ønsker. Det er dog en udbredt opfattelse, at det at tage det sidste stykke fra en fælles tallerken bringer uheld. Du vil måske høre folk fremsige ønsker for at kompensere for deres egen uheld. Et populært ønske er “må min kommende kæreste/ægtefælle være flot!”
Maden bliver som regel serveret én ret ad gangen, efterhånden som de er færdige. I modsætning til mange vestlige kulturer, forventes det derfor ikke, at gæsterne venter, indtil alle retter er kommet på bordet, før de begynder at spise. I stedet kan du blot begynde at spise fra de retter, der ankommer først.
Velbekomme!