Thailand er kendt for sine farverige markeder, smilende lokalbefolkning og fantastiske strande, men ingen rejse til dette fascinerende land er komplet uden en tur i en tuk-tuk. Tuk-tuk’en er mere end blot et billigt transportmiddel – det er en kulturel oplevelse, der giver dig en forsmag på Thailands livlige gader og travle energi.
Med vinden i håret og lyden af motorens summen i baggrunden, vil du hurtigt opdage, hvorfor tuk-tuk’en er blevet et ikonisk symbol på Thailands pulserende byliv. Bliv klogere på, hvad det vil sige at køre med tuk-tuk, og hvordan du får mest muligt ud af denne unikke rejseform i ferien.
Tuk-tuk’en – en japansk opfindelse
Tuk-tuk’en du i dag møder på de thailandske gader, har sine rødder i den japanske cykel-rickshaw. I 1930’erne, hvor Japan var det mest industrialiserede land i Asien, udviklede man en motoriseret udgave, en “auto-rickshaw.” Den første model var en Mazda-Go. Dette trehjulede køretøj og dets efterfølgere fandt hurtigt vej til Sydøstasien, hvor det blev omfavnet som en praktisk og billig transportform.
I Thailand blev tuk-tuk’en også populær. Da Japan selv stoppede produktionen i 1960’erne, begyndte thailænderne at producere deres egne udgaver. Især i Bangkok blev tuk-tuk’en en fast bestanddel af byens transportsystem. Navnet “tuk-tuk” stammer fra lyden af den lille to-taktsmotor, som alle de tidlige modeller havde. I dag er tuk-tuk’en ikke blot stadig en praktisk transportløsning, men også et kulturelt ikon, der afspejler Thailands evne til at tilpasse sig og gøre noget unikt ud af det, der oprindeligt var en udenlandsk opfindelse.
Ikke kun for turister
Selvom tuk-tuk’en ofte forbindes med turister, der søger en autentisk oplevelse i Thailands travle byer eller ferieområder, er det charmerende, trehjulede køretøj langt fra kun en turistattraktion. For mange lokale er tuk-tuk’en stadig en vigtig del af hverdagen, især i områder hvor den offentlige transport er begrænset, eller hvor små, snævre gader gør det vanskeligt for større køretøjer at komme rundt. Selv i hovedstaden Bangkok, hvor der nu til dags er en bred vifte af mere moderne transportmidler at vælge mellem, ser du stadig tuk-tuks i gaderne. Også i det nordlige Thailands største by, Chiang Mai, er tuk-tuks populære blandt både turister og lokale.
Tuk-tuk-chaufførerne kender byens labyrinter og vejen til skjulte strande bedre end nogen anden, og de tilbyder en hurtig og fleksibel transportmulighed. Særligt det sidstnævnte er der mange thailændere, som stadig benytter sig af dagligt. Uanset om det er for at pendle til arbejde, handle på markedet eller besøge venner og familie, spiller tuk-tuk’en en central rolle i den daglige mobilitet for mange thailændere.
Sådan kører du med tuk-tuk i Thailand
At køre med tuk-tuk i Thailand er måske ikke altid nødvendigt. Der er ofte andre muligheder. Men det er alligevel værd at prøve mindst én gang bare for oplevelsen. For at få mest muligt ud af turen er her nogle praktiske tips, der kan hjælpe dig til at få den bedste tur.
- Aftal prisen, før turen starter: Der er normalt ikke taxameter i tuk-tuks. Du bør derfor altid forhandle om og aftale en pris for turen, før du sætter dig til rette bag i tuk-tuk’en. Det er ikke usædvanligt, at tuk-tuk-chauffører forsøger at tage overpris af turister – især på ture til populære seværdigheder. Gå blot videre, hvis du ikke kan forhandle prisen ned i et mere rimeligt leje. Det er som regel ikke svært at finde en anden tuk-tuk i nærheden.
- Undgå urealistiske slagtilbud: Du kan opleve at blive opsøgt at tuk-tuk-chauffører, som tilbyder dig en fristende lav pris for turen. Der er dog grund til at være skeptisk overfor sådanne tilbud. Turen vil nemlig ofte inkluderer en omvej til butikker eller attraktioner, hvor chaufføren modtager en kommission.
- Pas på at dine ting ikke falder ud, eller ligger så de nemt kan stjæles.
- Hav nok små sedler med til at betale chaufføren. Ofte har de ikke byttepenge til større sedler.
Fordele og ulemper ved tuk-tuks
Tuk-tuks er uden tvivl en spændende måde at udforske Thailands byer og attraktioner på. Der er dog både fordele og ulemper ved at vælge dette ikoniske trehjulede køretøj.
Fordele:
- Unik oplevelse: At køre i en tuk-tuk er en autentisk og sjov måde at opleve bylivet i Thailand på.
- Fleksibilitet: Tuk-tuk’er kan nemt navigere gennem smalle gader og trafikerede områder, hvor andre køretøjer har svært ved at komme frem.
- Hurtig transport: I tæt trafik kan tuk-tuk’er ofte finde genveje, som gør turen hurtigere end med en taxa eller bus.
- Du kan tage en tuk-tuk-tour, hvor du bliver fragtet rundt til flere templer, markeder og andre attraktioner i eget tempo .
Ulemper:
- Prisforhandling: Prisen er sjældent fast, og er du uvant med at prutte om prisen, kan det være svært at undgå at betale overpris.
- Udsat for vejr og vind: En klassisk tuk-tuk er overdækket, men er dog åben i siderne. Så forvent at være udsat for regn, udstødningsrøg og støv under turen.
- Sikkerhed: Selvom en tuk-tuk altså er ret åben, er du formentlig mere sikker i den end på en scooter. Der er dog ikke sikkerhedsseler, og chaufførernes kørestil kan være ret “frisk.” I tæt trafik kan man derfor indimellem godt sidde med hjertet oppe i halsen. Hold godt fast!
- Størrelse: Der er kun plads til to passagerer, måske tre i de store tuk-tuk. For os nordboere, som typisk er højere end de lokale, kan det desuden være svært at se ret meget ud under taget på de små tuk-tuks uden at skulle dukke sig.
Songthaew, taxi og motorcykel
Når du skal på korte ture rundt på dit rejsemål, er tuk-tuk’en langt fra den eneste transportmulighed. Et populært transportmiddel i Thailand er en songthaew. Det er ombyggede pick-ups med to rækker af sæder bag på ladet. De fungerer som en kombination af taxa og bus og er ofte billigere end tuk-tuk’er, især på de faste ruter. Særligt på Phuket er den lille micorvan Daihatsu HiJet også blevet udbredt. Det er ligeledes en japansk opfindelse, som nok bedst kan beskrives som en mellemting mellem en tuk-tuk og en songthaew.
Taxier er både i byer og mere landlige egne også et oplagt alternativ til en tuk-tuk. Taxaen er ganske vist ikke så unik et transportmiddel, men tilbyder mere sikkerhed og komfort (har aircondition). Prisen for turen kan dog variere, afhængig af om chaufføren bruger taxameteret eller ej. Mange turister som ønsker at udforske området på egen hånd, vælger derudover at leje en motorcykel i Thailand.
Tuk-tuk’en er måske nok ikke det mest komfortable transportmiddel, du kan finde i Thailand, men den er uden tvivl en af de mest autentiske måder at komme omkring på – en oplevelse, der vil blive siddende længe efter, at motorens insisterende brummen er stilnet af.